lørdag den 12. maj 2012

Grønsags-lasagne med nødder og bønner

En lidt mere tidskrævende ret, men klart en af mine favoritter!






















Bønner er en bælgfrugt med et højt proteinindhold på 20-25%, og er derfor en super proteinkilde for vegetarer. Bønnerne skal lægges i blød natten over (de vokser til dobbelt størrelse), skylles grundigt og derefter koges i 45-60 minutter inden brug! De indeholder et giftstof som nedbrydes ved kogning - derfor må hverken i-blød-vandet eller kogevandet bruges. Hvis man har glemt dette, kan man altid købe røde kidney bønner færdig-blødte på dåse (fx Kavli eller Nutana fra netto) - det er dog meget mere økonomisk at købe de tørrede!


Du skal bruge:
2 dl tørrede røde kidney bønner (se ovenstående instrukser)
150 g cashewnødder
2 løg
3 fed hvidløg
2 gulerødder
½-1 aubergine
½-1 squash
200 g cheddarost
lasagneplader (ca 4-6 stk afhængig af fadet størrelse)
3 dåser hakkede tomater
2 tsk tomatpuré
1 grønsagsbuillonterning
1 tsk Herbes de provence (blandingskrydderi fra Urtekram)
1 tsk merian
1 tsk basilikum
2 tsk paprika
chili-krydderi efter ønske
salt
peber
olivenolie til stegning

Sådan gør du:
Løg og hvidløg hakkes og svitses i en gryde med olivenolie. Tilsæt de hakkede tomater. Bønner, cashewnødder og de skrællede gulerødder hakkes nogenlunde fint og puttes i gryden sammen med krydderierne,buillonterningen og tomatpuré. Smag til med salt og peber. Lad simre i 20-30 minutter.
Klargør aubergine og squash og skær i tynde skiver. Også osten skæres i tynde skiver eller rives på et rivejern.
Nu skal det hele i et ildfast fad i følgende rækkefølge: tomatsauce, lasagneplader, tomatsauce, ost, aubergine, lasagneplader, tomatsauce, squash, tomatsauce. Slut af med ost på toppen. Bringes i midten af forvarmet ovn - 180 grader (200 hvis varmluftsovn) i ca 30 minutter.

Kan serveres med lunet brød.

Velbekomme! :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar